Rekordstort antal nye virksomheder flytter ind i Ecopark – og Verdensmålene flytter med
Skribent: Sidsel Westh-Hansen 28-01-2021
Der er fart på udviklingen i Østjylland. Det mærkes tydeligt i Ecopark, hvor ikke færre end 22 nye lejere er flyttet ind det seneste år – og flere er på vej ind. Det svarer til over halvdelen af det nuværende, samlede antal virksomheder i udviklingsparken. Med udflytningen af vores til dato største væksteventyr Advansor i 2020, blev der plads til en lang række nye, spændende virksomheder. Og det har ikke vist sig svært at fylde pladsen efter Advansor. Faktisk har vi i processen måtte sige pænt nej tak til et mindst lige så stort antal virksomheder, som vi har sagt ja til.
Det er ikke alle virksomheder, der passer ind i sammensætningen af lejere i Ecopark og de 3 faglige temaer, vi bygger vores fællesskab op omkring: Cleantech, Smart Systems og Bæredygtigt Byggeri. Vi har nemlig den holdning, at fællesskabets sammensætning er afgørende for en udviklingspark som Ecoparks evne til at løfte virksomhederne og bidrage til det økosystem omkring startups, scaleups og SMV’er, som vi er en del af. Og det er vores vigtigste opgave.
CLEANTECH
Virksomheder som arbejder med energi- og ressource-optimerende processer og teknologier indenfor energisystemer, miljø, vand, affald, cirkulær økonomi o.l.
Mød en af vores cleantech virksomheder her – VisBlue
SMART SYSTEMS
Virksomheder indenfor mekanik, software, IoT, AI, automatisering o.a., der resulterer i smarte produkter, systemer og løsninger. I Ecopark finder du plads til udvikling.
Mød en af vores virksomheder inden for Smart Systems – Jysk CTS
BÆREDYGTIGT BYGGERI
Virksomheder, som arbejder med udvikling af produkter indenfor byggebranchen, som skaber mere miljøvenlige bygninger, minimerer CO2-udledningen og skaber bedre indeklima.
Mød en af vores virksomheder inden for bæredygtigt byggeri – Bozel
De nye lejere i Ecopark er en blanding af mindre virksomheder med flere eller færre år på bagen og en enkelt afdeling af en større, national virksomhed. Mange af dem bidrager på en eller anden måde til den grønne omstilling eller bæredygtig udvikling. Det kan f.eks. være at levere enten bæredygtige løsninger eller produkter, eller i kraft af deres rolle som underleverandører til projekter eller virksomheder indenfor cleanctech eller andre brancher, hvor den grønne omstilling er omdrejningspunktet for innovation og udvikling.
Ecopark er etableret ud fra af idéen om, at udviklingen skal skubbes i mere bæredygtig retning og den grønne omstilling skal højere på dagsorden hos erhvervsliv, myndigheder og borgere i Aarhus. Ecopark igangsætter i 2021 en proces for at optimere indsatsen for bæredygtighed og miljø og arbejder i den forbindelse bl.a. med FN’s Verdensmål som ramme. Vi er derfor p.t. på udkig efter relevante samarbejdspartnere, der kan bringe viden og netværk indenfor bæredygtighed til arbejdsbordet. Målet med indsatsen er ikke alene at gøre Ecoparks egen drift endnu mere bæredygtig, men særligt at skabe de bedste rammer for, at vores virksomheder kan udvikle deres forretninger i en grønnere og dermed mere bæredygtig retning.