Mulig ny storspiller inden for fødevareemballage udspringer fra Ecopark

Sidsel Westh-Hansen – d. 26-03-2020

Torben Andersen, en af de drivende kræfter i emballagevirksomheden EcoSave Packaging, tager imod foran TotalRents lokaler i Stilling, hvor han og partneren Steen Villadsen har lejet en stor lagerhal. De ledige m2 var sluppet op i Ecopark, da beslutningen om at skabe et pladskrævende demo-center for EcoSaves produkter blev taget. Det betød desværre et farvel til EcoSave i efteråret 2019.    

EcoSave Packaging flyttede ind i Ecopark i 2016, for at virkeliggøre idéen om at udvikle et miljøvenligt materiale, der kan erstatte de svært genanvendelige emballager, som i stor stil anvendes i fødevarebranchen. I Ecopark fandt EcoSave rammer og plads til produktudvikling og det har fungeret optimalt for dem i udviklingsfasen.

Udvikling i Ecopark

Torben Andersen er sammen med partneren Steen Villadsen ejere af EcoSave. De startede deres produktudviklingsfase i Ecopark, men er nu parat til at skalere med et nyt, stort democenter.

Miljøvenlig emballage

Materialet består af mineraler, luft og lille mængde plast. Det kan, modsat de velkendte pap-krus, genanvendes – og så er det billigt.

EcoSave Packaging har udviklet deres materiale til en industri, der i den grad har opmærksomheden rettet imod sig i den grønne sags tjeneste. Materialet består af mineraler, luft og en lille mængde plast. Det kan, modsat de velkendte pap-krus, genanvendes – og så er det billigt.

Der har vist sig at være interesse for EcoSaves produkter fra flere større globale fødevarevirksomheder. Torben er en mand, der sætter målet højt og han er ikke i tvivl om, at der ikke vil gå lang tid, før EcoSaves miljøvenlige materiale vil blive benyttet til meget af den take away mad, drikke og kaffe vi alle forbruger. 

Det nye democenter skal bruges til kundedemonstrationer af, hvordan EcoSaves materiale kan indgå i kundens egne nuværende produktionslinjer – der skal derfor ikke investeres i nye maskiner for at omlægge produktionen til EcoSaves bæredygtige materiale. I democenteret, skal der være plads til de produktionsmaskiner, der normalt indgår i en emballageproduktionslinje. Og det er ikke små maskiner – faktisk er en af dem på størrelse med et parcelhus.

Ambitionerne er ikke små og Torben forventer, at EcoSave Packaging beskæftiger omkring 100 ansatte om 3 år.

 

Democenter

EcoSave skulle bruge mere plads end Ecopark på daværende tidspunkt kunne tilbyde. Derfor har det nye democenter fået adresse i Stilling.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email